Folk spørger mig tit; 'er du okay?'. - Nej, det er jeg ikke. Overhovedet ikke. Der er sket så mange ting, på så kort tid. Mit kærlighedsliv, Heidi, eksamener.. Det hele er fucked..men jeg må ud med det..kan ikke klare det. Pardon the whining...
Jeg føler det som at kærlighedslivet var et deja vu. Selvom at det denne gang var meget anderledes, så var det lidt ligesom den gang. Det var en fantastisk følelse - til at starte med. Det var nyt, spændende, rart, utroligt komfortabelt og som om at det blev bedre og bedre hver dag. Og den her person kendte mig allerede virkelig godt, hvilket gjorde det hele meget..nemmere, I guess. Men selvom at det gik så godt, så måtte det desværre også tage en ende.
I know, I know, sådan er livet og det sker en mio. gange..but it still hurts.
Og det der skete igår, var også ret hårdt at se, når jeg går og har det som jeg har det.
Jeg skal nok komme mig, men sådan noget tager tid, og dét var for tidligt for mig at se.
Heidi havde fødselsdag i torsdags. Hun ville havet blevet 16 år. Min klasse og jeg lavede to rammer med billeder til hendes forældre og besøgte hende og Bjørns grav. Selvom at det var en lidt svær dag, så var det faktisk meget hyggeligt.
Jeg tænker enormt meget på Heidi. Når jeg er trist, glad, hører Owl City eller kigger op på himlen, så er hun den første jeg tænker på.
Hmm..folk er vel også snart trætte af, at læse om Heidi..men det må de nu finde sig i.
Jeg er færdig med folkeskolen om 2 måneder, jeg har haft 2 af mine eksamener og mangler...en del. Det eneste gode er sidste-fucking-skole-dag! Men ih...de der eksamener...damn..det stresser lidt.
Det hele er bare ét stort rod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar