Forever.

Her sidder jeg, alene på mit værelse, ser på din profil og mærker pludselig et par tåre. Det er svært. Det er stadig pisse svært. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg beundre Hannah, for at være så stærk som hun er.
Fordi sådan noget her, i den alder, på det tidspunkt er simpelthen så hårdt.
Jeg ser på din profil h v e r dag, og hver dag overvejer jeg at skrive et eller andet il dig, men så snart det kommer ud, sletter jeg det igen. Nogle gange lyder det underligt, andre gange er det fordi jeg ikke vil spamme din profil og andre gange er det fordi jeg simpelthen ikke kan formulerer mig ordentligt.
For der er så mange ting jeg gerne vil sige til dig, så meget jeg gerne vil dele med, men alligevel..så gør jeg det ikke.
Jeg ved noglegange ikke hvad jeg skal gøre. Det er sværrest når jeg sidder alene på mit værelse, og de personer jeg gerne ville have omkring mig, ikke er der. Jeg har virkelig brug for et kram nu. Et stort, varmt og kærligt kram, og en person der siger at det nok skal gå. Jeg er nok ret whine og kliché argtig. Men det er faktisk det jeg har brug for ligenu.
Glæder mig til at se Sarah imorgen. Hun kan i hvert fald give mig den kærlighed jeg har brug for.

Kys til dig, Heidi. Jeg vil forevigt elske dig<3